Imødekommende og
levende arkitektur

Forenden af Aarhus Ø, flankeret af ejendomme i absolut verdensklasse, står Z-Huset med sin markante bygningsgeometri som en arkitektonisk perle. De på en gang funktionelle og æstetiske løsninger giver Z-Huset et levende og imødekommende ansigt, hvor livet leves i gårdrum, taghaver og på altaner.

Den gamle karré i nyfortolkning

Arkitekterne bag Z-Huset har i visionen og designet fundet inspiration i de gamle karréer og gentænkt ideen om gårdhaven indrammet af etageejendomme. Med sin z-formede konstruktion åbner bygningens tre længer op for to åbne gårdrum, mens de karakteristiske terrasser i forskudte niveauer lader lyset strømme ind og ned på de store altaner og taghaver.

Z-Husets konstruktion der skråner ned mod den gamle lystbådehavn, sikrer et frit udsyn til de fantastiske omgivelser: Aarhusbugten i øst, smukke Riis Skov mod nord, Aarhus’ skyline mod vest og skibenes master mod syd.

På trods af sin centrale beliggenhed lader Z-Huset sine beboere trække sig tilbage og nyde naturen og årstidernes skiften.

Z-Huset er rum, nærhed og frihed - et klart og visionært stykke arkitektur på den gamle havnefront.